Hudibras – traditionen lever ufortrødent videre
Hudibras er Danmarks ældste humormagasin. Det udkommer én gang årligt omkring juletid.
Bladet blev grundlagt på et mørkt tidspunkt i historien – hvor danskerne virkelig havde brug for noget til at hæve humøret – da det udkom første gang under anden Verdenskrig – i 1943.
Den gang var bladet, med sine vovede vitser og halvafklædte damer, noget man diskret bad om at læse ved herrefrisøren, når man fik studset håret og trimmet skægget.
Bladet kører stadig stilen som ”klassens frække dreng”, men som tiden har udviklet sig, er der dog næppe nogen, der vil blive stødt af de ”frække vitser” i dag.
Det er forfatteren Samuel Butler, der med sit lange komisk-heroiske digt – ”Hudibras” – har lagt navn til bladet.
Selv kom jeg til at tegne for Hudibras tilbage i 1990. Det var min daværende musikalske makker, Robin Taylor, som også var uddannet tegner, der introducerede mig til bladet. Jeg arbejdede på det tidspunkt for Pressens Illustrations Bureau, så det lå lige til højrebenet at bidrage til Hudibras´ muntre univers og ”hverdagshumor”.
Hudibras er i øvrigt mere end blot afklædte damer og lumre mænd – det ser også med humoristiske øjne på ægteskab og utroskab, børn og børnebørn, svigermor, arbejde, chefen, naboen, lægen, kæledyr, bilister, ungdommen og alderdommen – osv. osv.
Med andre ord; så rummer Hudibras-hæftet ”alle sider” af livet.